Er der et navn du støder på igen og igen, når du rejser rundt i verden, så er det The Blue Lagoon. Så snart der er lidt klart vand og en lagune, så bliver navnet benyttet til at tiltrække besøgende. For hvad er mere eksotisk end det krystalblå vand med palmer, i en ubekendt lagune.
Få kilometer fra hovedøen på Malta finder du øen Comino, som med sine 3,5 kilometer i bredden, ikke indeholder særlig meget andet end denne lagune. Der skulle eftersignende kun bo fire mennesker på øen hele året, men denne er dog spækket med turister og sælgende i højsæsonen.
Selve lagunen består af forholdsvist ”hvidt” sand og noget meget krystalblåt vand. Der er ingen tvivl om, at man ikke bliver skuffet hvis man er på udkig efter oplevelsen af det krystalblå vand.
Selve stranden tilknyttet lagunen er meget lille, og de omkringliggende klipper er således også benyttet med liggestole. På de travleste dage i lagunen vil der således være proppet med mennesker på stranden, og formentlig ikke særlig behageligt at være. Den rigtige oplevelse begynder selvfølgelig først når man begynder at udforske lagunen og det krystalklare vand.
Sammensætningen af rent havvand og det hvide sand, er de vigtigste elementer for at skabe det krystalklare vand. At øen ligger midt i det kolde middelhav, er med til at sænke vandets varme, hvilket kan nedjustere tiden brugt heri.
Er du en vandhund som kan modstå kulden, så byder hele lagunen på en række oplevelser, som kan skabe en fantastiske svømme-, dykker- eller snorkeloplevelse. Selve stranden ved lagunen er ikke i sig selv særlig interessant, men blot få meter fra denne, begynder de første grotter at vise sig frem.
Hele området indeholder en række grotter, som alle kan tilgås fra vandet. En række af disse har du således mulighed for at svømme ind i, og opleve på egen hånd. Har du erfaring med at snorkle, så har du mulighed for at opleve en fantastisk verden under havets overflade samt flotte klippeformationer.
En række af grotterne er så dybe, at sollyset ikke når derind, hvilket kan gøre hele oplevelsen nervepirrende. Dette betyder nemlig at sigtbarheden er lavere, og for nogle mennesker, måske en smule uhyggeligt. Hvis du har planer om at besøge The Blue Lagoon, så kan du bruge disse satellitbilleder til at skabe dig et overblik over området og de eventuelle grotter.
Eftersom at historien omkring Comino øen fortæller omkring pirater, så er det ikke svært at forestille sig hvorledes en række af disse grotter er benyttet hertil. En række af disse er nemlig udskåret perfekt hertil, og er som taget ud af en god piratfilm. Selve lagunen er sågar ”gemt” fra sejlende skibe, og kunne således beskytte piraternes skibe fra at blive set fra vandet.
The Blue Lagoon på Comino, Malta byder på krystalblåt vand, hvide strande og mange snorkeloplevelser. Eneste minus er turistmængden og det, for nogle, meget kolde vand.
/Nicolaj
Tak for jeres tip til Comino, lyder som et skønt hideaway i lavsæsonen:-)
Det var skam så lidt – dejligt det kunne bruges! Og ja det tror jeg helt bestemt det er 😀