I Filippinerne finder du en række gode snorkle- og dykkerdestinationer, som folk kommer langvejsfra for at opleve. Boracay er også at finde på diverse lister, og bestemt et besøg værd, hvis du har planer om at snorkle eller dykke i Filippinerne. Og det havde vi selvfølgelig, for under overfladen føler vi os begge hjemme!

Et af de steder som vi besøgte var Crocodile Island, hvor vi havde en fantastisk oplevelse under havets overflade. Men en af grundende til, at vi valgte at besøge Boracay og bo på White Beach, var muligheden for at snorkle og dykke direkte fra stranden. Vi havde placeret os i Station 3 på White Beach, og så tæt på udkanten som muligt, hvor både koralrevet og stranden var betydelig bedre, end på resten af White Beach.

Dette gav os nemlig en fantastisk mulighed – hvor vi hver morgen kunne snorkle og fridykke direkte fra stranden. At kunne baske rundt under vandets overflade, blot få minutter efter at have åbnet sine øjne, er en yderst fantastisk måde, at starte dagen på. Det blev hurtigt et morgenritual, at snuppe en dukkert hver morgen – og nogle gange senere på dagen, når varmen blev for uudholdelig.

GoPro’en var selvfølgelig med på en række af disse turer, hvilket selvfølgelig er blevet klippet sammen til en lille video. Selvom koralrevet ikke er ligeså perfekt, som hvis du lejer en båd eller besøger Crocodile Island, så er det langt bedre, end hvad man ellers oplever så tæt på stranden. Interessen for at snorkle og fridykke har kun været tiltagende de seneste måneder, og derfor benytter vi så meget tid vi kan under vandet med vores GoPro – hvilket vores YouTube-kanal ligeså er begyndt at bære præg af.

/Nicolaj

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *