Vi er vilde med Ubud! Mange siger at byen ikke er hvad den har været – og det har de sikkert også ret i, men da vi første stiftede bekendtskab med byen, da vi flyttede dertil tilbage i oktober, så havde vi ikke så meget at sammenligne med. Og der var ingen tvivl om, at her skulle vi bo, så længe som muligt!
Jeg er ikke sikker på vi ville ha’ holdt ligeså meget af byen, hvis vi havde været der i højsæsonen. Men i slutningen – og formentlig også i begyndelsen af regntiden, var her helt perfekt!
Vi startede med at bo lidt udenfor byen. Og selvom det var skønt, kunne jeg hurtigt mærke, at jeg gerne ville ind og bo midt i den skønne by. Jeg brugte et par timer på at gå rundt og finde det rette sted, mens Nicolaj arbejdede. Vi endte med at bo det dejligste sted, som der er et indlæg lige på trapperne om.
At bo lige midt i byen, gjorde at vi fik gået enormt mange ture rundt i byen og kom til at kende den ret så godt! Både når det gælder gode restauranter, spændende butikker, unikke seværdigheder og meget andet. Ubud var et af de steder, vi følte os mest hjemme og hvor vi sagtens kunne tage tilbage til og bo i endnu længere tid, hvis vi en dag skulle få lyst.
/Malene