På Phuket blev det sammenlagt til tre badeture ved stranden. Understrøm, bølger, regn og afstanden gjorde at vi for det meste valgte poolen lige udenfor døren fremfor stranden. Derfor kunne vi også godt mærke, at det var på høje tid at få dyppet fødderne i saltvand igen, da vi kom til Phu Quoc. Long Beach som vi næsten var naboer til, viste sig ikke fra sin bedste side i den tid vi var på øen, så vi kørte en tur nordpå for at se, om vi kunne finde et andet sted at blive kølet lidt af.
Det endte med at blive ved Phu Quocs nordvestligste punkt – stranden Ganh Dau! Det var egentlig ikke fordi vandet var meget roligere her, men der var lokale i vandet og vi havde det enormt varmt efter en lang tur på scooter. Bølgerne var høje, men det var ikke alt for dybt, så vi morede os faktisk ganske fint med at hoppe rundt i det lune vand.
Stranden var ikke noget specielt og den var heller ikke særlig ren, mens vi var der, på grund af de mange bølger. Men den opfyldte vores behov for lidt saltvand og så var her ganske fredeligt. Vi blev tilbudt en snorkletur ud til nogle nærliggende øer, men ud fra havets temperament den dag tror jeg både sejltur og selve snorklingen ville have skuffet. Det blev derfor for vores vedkomne til en rask svømmetur og efterfølgende en lækker og billig frokost i den nærliggende landsby.
/Malene