Da vi endte med at komme til det nordlige Vietnam, var Ha Long Bay helt sikker et must! Men hvordan det lige skulle foregå, var vi lidt i tvivl om. Vi besluttede os til sidst for, at gå all in og tage en 2-dags cruise rundt i det naturskønne område, og det kom vi bestemt ikke til at fortryde.
Prisen var selvfølgelig i den høje ende, men med både transport til og fra båden, en fin kahyt, mad om bord og en masse aktiviteter, synes vi egentlig de var godt givet ud. Det eneste der ikke var med i prisen, var drikkevarer på båden. Vi endte vist med at give ca. 650 kr. pr. person. Jeg tror dog sagtens, man kan finde ture væsentlig billigere, hvis man har mod på at gå lidt rundt og forhøre sig.
Selskabet vi var med hed Fantasea og selvom bådene var lidt slidte udadtil, så fungerede alt upåklageligt og servicen var i top. Vores guide var en smule forvirret fra tid til anden, men vi oplevede ingen problemer og havde en skøn tur rundt i smukke Ha Long Bay.
Vi bestilte turen igennem vores hotel, som ordnede det hele for os. Man skal vel slappe af en gang imellem og vi havde mere lyst til at gå rundt og opleve byen, i den korte tid vi var der, i stedet for at forhandle priser og planlægge turen. Vi tog på ingen måde den dyreste løsning og der er god mulighed for at komme til Ha Long Bay på alle budgetter.
Man har både mulighed for at vælge en 2- og en 3-dags cruise med de fleste selskaber og selvom vi helt sikkert ville have nydt, at beundre de flotte kalkstensklipper en dag mere, så tror jeg 2 dage er meget passende. Medmindre man selvfølgelig selv sejler rundt, så tror jeg nemt man kan bruge en uge på, at udforske det store område.
/Malene