Allerede i flyet på vej til Lombok bestilte vi billetter videre til Thailand en måned efter, da det var et krav i forhold til immigrationen, at man havde en udrejsebillet. Vi skulle flyve fra Bali og for at rejsen ikke blev alt for lang, valgte vi i første omgang at tage fra Gili Trawangan og videre til Bali for at være der i et par dage.
Vi brugte et par dage forinden vi skulle af sted på, at forhandle priser og selvom de var overraskende enige om, hvad de skulle have, så fik vi dem heldigvis lidt ned. Vi betalte ca. 270.000 IDR pr. person hvilket svarer til ca. 135 danske kroner for båd fra øen og bus transport til tæt på vores hotel. Vi havde håbet at få det væsentligt billigere, hvilket også var en mulighed, hvis man valgte andet end fast boat, men på den anden side gad vi heller ikke at bruge for lang tid på rejsen. Desværre skulle det selvfølgelig være overskyet, regnende og blæsende den dag vi skulle sejle og på ca. halvvejen kunne jeg godt mærke jeg havde brug for noget frisk luft, hvis jeg ikke skulle til at være syg.
Heldigvis var det muligt at sidde udenfor, så vi rykkede ovenpå på den sidste del af turen. Det blæste, regnede lidt og af og til kom der nogle ordentlige bølgesprøjt, så man blev lidt våd, men hellere det end at skulle sidde med hovedet nede i toilettet. Jeg så også et par delefiner, så selvom turen ikke var så hyggelig, som den nok kunne have været i høj sol, så var det nu alligevel meget fint! Efter ca. en time og et kvarter lagde vi til i Serangan på Bali.
Vi fik fundet vores minibus, som skulle tage os til lufthavnen, hvor vores hotel lå ca. 15 minutters gang fra. Inden vi kørte af sted, nåede vi at få købt lidt frugt og snacks til turen, så vi forhåbentligt ikke skulle til at være køresyge. Vi kørte i ca. 2 timer hvor chaufføren bestemt ikke var bange for, at skrue bilens aircondition op på maks. Jeg frøs en smule og kunne begynde at mærke, at jeg vist skulle til at have et par dage på langs, efter denne tur!
Vi blev sat af ved lufthavnen, hvor vi havde regnet med, at vi nemt kunne gå til vores hotel fra, men jeg havde fuldstændig mistede min stedsans, det begyndte at regne igen og det faktum, at der overhovedet ikke var noget der mindede om et fortov, gjorde at vi ret hurtigt fik prajet os en taxa. Vi blev enige om en pris og han kørte os efter lidt guiden fra tilfældige mennesker på gaden, hen til vores hotel. Det var heldigvis ikke særlig langt derfra, så vi havde forhåbninger om, at vi nok skulle kunne finde lufthavnen igen, når vi skulle videre til Thailand to dage efter.
Forsættes…
/Malene