Hvis i ikke har fået læst første del, så hop derover og begynd fra starten.
Rejsen fra Gili Trawangan til Bali gik stille og roligt og hvis det ikke var fordi, vi skulle med to forskellige fly, bus, båd og taxa for at komme frem til vores hotel på Koh Samui, så kunne vi nok godt have taget hele turen af en omgang. Vi havde dog begge vores rejse herned i erindringerne og hvor trætte vi havde været, så det tog derfor ikke mange samtaler, før vi blev enige om, at et par dage i Kuta på Bali, var en virkelig god idé!
Vi havde overvejet Bali som en destination inden vi besluttede os for Lombok, så det kunne have været fedt at bruge en uge eller to der, men i denne omgang blev det kun til ca. halvanden dag. Måske vi får tid til at komme tilbage, måske ikke. Det må tiden vise! Vi brugte den korte tid i Kuta på at gå turen over til lufthavnen for at få helt styr på hvor den var, da vi skulle af sted midt om natten derfra og selvfølgelig arbejde. Gili Trawangan var fantastisk, men det var internettet bestemt ikke! Vi fandt os derfor ret hurtigt en café i det store Lippo Mall, der lå lige ved siden af vores hotel, hvor vi kunne arbejde og Skype lidt med dem derhjemme. Det var fedt at være lidt produktiv igen!
Efter to dage, tog vi et fly videre til Kuala Lumpur, hvor vi skulle vente i et par timer, inden det næste fly skulle tage os til Surat Thani i Thailand. Begge flyture gik fint og det var egentlig først da vi landede i Thailand at tingene begyndte at tage sin tid. I første omgang skulle vi stå i kø og vente på at få et stempel i vores pas, så vi var velkomne til at blive i 30 dage. Vi har det helt fint med at vente, men efter en halv time begyndte det dog at blive en smule frustrerende, da de ca. 200 mennesker foran os overhovedet ikke bevægede sig ud af flækken. Der skulle gå ca. 1,5 time før vi fik vores stempel og vi var bare så klar på at komme videre. Vi fik købt en billet der kombinerede bus transport ned til havnen og en færge, der skulle tage os til Koh Samui, prisen for os begge var 1000 THB.
Allerede da vi stod af flyet kunne vi se hvor elendigt vejret var og vi besluttede os derfor for, at tage en søsygepille hver, da vi havde lært af bådturen et par dage tidligere. Vi ventet cirka en times tid foran lufthavnen, hvor vi fordrev tiden med at spille lidt kort, inden fik vi lov til at komme med en bus. Busturen tog ca. 1,5 time, men ingen af os fik rigtig tid til at nyde udsigten, da søsygepillerne så småt var begyndt at virke og vi derfor begge snork sov.
Bussen stoppede ved havnen og vi skyndte os alle sammen ud af bussen og ned til båden, som vi troede skulle sejle os til Koh Samui i den nærmeste fremtid. Vi blev dog hurtigt gennet væk igen, da det åbenbart ikke var den rigtige havn! Så stod de der og anede ikke hvad vi skulle gøre?! Heldigvis kom der efter en halv times tid en bus og hentede os igen for så at køre os til en anden havn. Det var utroligt forvirrende, men der var ikke så meget andet at gøre end at vente og se hvad der skete. I værste fald måtte vi jo tage en overnatning i byen og forsøge os igen i morgen.
Så galt skulle det dog ikke gå og efter at have ventet godt en time på den nye havn, som vi fordrev med at snakke med en spansk pige, kom vi endelig om bord på, hvad jeg tror var den sidste båd til Koh Samui den dag. Sejlturen som var noget vippende, tog ca. 1,5 time og vi var lykkelige for, at vi havde taget de søsygepiller tidligere. Stort set alle blev syge og det duftede dejligt alle steder, men jeg var heldigvis ved at være så stoppet til alle steder på grund af den heftige aircon, så jeg var ikke så generet!
Da vi endeligt nåede frem til Koh Samui delte vi en alt for dyr taxa med den spanske pige fra tidligere og kørte direkte til hotellet! Efter at have tjekket ind og smidt vores bagage, besluttede vi os for at finde noget hurtigt aftensmad, da klokken var ved en være 21.00! Vi besluttede over vores måltid på KFC, at når vi skulle fra Koh Samui om en måneds tid, så betalte vi det ekstra for, at det kunne blive med fly!
/Malene
