I påsken har vi haft besøg af min mor og hendes mand og inden de rejste fra Danmark, havde de fået nationalparken her på Koh Lanta anbefalet af et hold venner. Efter jeg havde læst lidt op på den, begav vi os på to scootere ned til parken, som ligger helt syd på øen. Nicolaj og jeg har været helt dernede da vi lejede en scooter nogle uger tidligere, men vi kom aldrig længere end til indgangen.

Vi bor ved Khlong Dao og på scooter tager det ca. 30-40 min. at nå nationalparken. Vi kørte i et stille og roligt tempo, så vi kunne se alt på vores vej og gjorde også et par enkelte stop.

mu nationalpark1 mu nationalpark2Det koster 200 bath at besøge nationalparken og hvis man ønsker at tage sin scooter eller bil igennem, er dette også en mulighed mod et lille gebyr. Vi valgte at stille vores scootere og gå turen igennem parken. Stien, som er belagt med fliser hele vejen, er ca. 2 km lang og tager omkring en time at gå. Det går op og ned og der er en del trappetrin i forskellige højder og man kan ikke undgå at komme til at puste lidt, hvis man tager den i rask tempo.

Langs stien er der sat skilte op med navne på de forskellige træsorter, samt et lille kort der viser hvor langt man er nået. Hvis man går stille og roligt igennem skoven er der god mulighed for at se adskillige dyr. Vi mødte både et egern og en slange på vores vej. Og da vi begyndte at kunne høre bølgebrus og derfor snart var ved stranden, fik vi selskab af en lille flok aber. De var drillesyge, men fandt hurtigt ud af, at vi ikke havde noget af interesse de kunne stjæle og lod os derfor passerer.

mu nationalpark3 mu nationalpark4Synet der mødte os for enden af stien var virkelig skønt! Dejligt blåt vand, en fin sandstrand og i horisonten et fyrtårn. Vi var rigtig tæt på at hoppe i vandet, da vi var godt svedige efter traveturen, men da der var lidt bølger og en del drillesyge aber, valgte vi at nyde en is i skyggen, hvor et opmærksomt personale sørgede for, at aberne ikke kom alt for tæt på.

Efter at have gået lidt rundt og taget en masse billeder, valgte vi at gå tilbage mod vores scootere af den asfalterede vej. Selvom den var meget kort i forhold til turen igennem skoven, så var den næsten lodret og man gik i bagende sol, så da vi nåede scooterne løb sveden af os! Vi skyndte os at køre videre så vi kunne få lidt vind i håret igen!

mu nationalpark5 mu nationalpark6Det er ikke rigtig muligt at finde noget mad at spise inde i nationalparken og vi vil ikke anbefale jer at tage madpakker med, for det er umuligt at have dem i fred på grund af de mange aber. Vi kørte til parken om formiddagen og det passede derfor perfekt at stoppe for lidt frokost på vores vej tilbage. Vi fandt det hyggeligste sted, som simpelthen fortjener et indlæg for sig selv.

Nationalparken på Koh Lanta er et besøg værd og vi havde nogle rigtig hyggelige timer der. Vi vil helt sikkert anbefale at man tager gåturen rundt i parken, for det er en stor del af oplevelsen. Prisen er måske lidt i overkanten, men på den anden side skal der jo også lidt penge til for at vedligeholde så stort et areal. En god halvdagstur, hvis i skulle slå en sving omkring Koh Lanta!

/Malene

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *