Efter en meget succesfuld scooter tur på Koh Samui så skulle det selvfølgelig også forsøges her på Koh Lanta. Så i sidste uge spændte vi igen hjelmene og susede derud af.

Koh Lanta er kun 25 km lang og 6 km bred og det var derfor intet problem, at nå hele øen rundt i løbet af nogle timer. Koh Lanta byder ikke på nær så mange seværdigheder, som f.eks. Koh Samui og derfor havde vi heller ikke rigtig aftalt, at vi skulle ud og se noget bestemt. Vi havde blot begge brug for en dag med lidt vind i håret og vi nød, at kunne ligge arbejdsopgaverne væk for en stund.

Det er stort set umuligt at fare vild på Koh Lanta, da vejene er få og derfor havde vi heller ikke noget kort med os. Vi bor ved Khlong Dao stranden, som ligger meget nordligt og vi valgte derfor at køre sydpå og tage et kig på de mange strande, der er langs den vestlige side af øen. Det var sjovt at se hvor meget strandende varierede, men selvom vi begge havde det hedt, så blev det ikke til en svømmetur i denne omgang. Vi nød udsigten udover strand og vand fra flere steder, fik en lille gyngetur og kørte ræs i det bakkede terræn helt sydligt. Vi forsatte af vejen, indtil vi ikke kunne komme længere på grund af nationalparken og vendte derefter om og krydsede øen, så snart vi havde chancen.

Der findes er par veje på tværs af øen, som fører en over til østsiden. Mod øst finder man blandt andet Oldtown, hvor vi nød udsigter fra havnen og lidt fra byen, spiste vi vores frokost med den skønneste udsigt! Turen gik derefter mod havnebyen Saladan hvor vi nød en kold forfriskning, inden vi igen var hjemme ca. fire timer efter.

scooterkohlantaKoh Lanta er en nem ø at køre rundt på, også selvom man ikke er så garvet. Jeg forsøgte mig blandt også bag rattet og med Nicolajs hjælp, synes jeg faktisk det var ganske sjovt! Vejene er en smule slidte og derfor skal man holde godt udkig efter huller, men trafikken er stille og rolig og flere steder mødte vi nærmest ikke andre billister.

Overvejer i at leje en scooter på jeres egen rejse? Så har vi givet et par tips i forhold til udlejning, kørekort osv. lige her.

/Malene & Nicolaj

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *