Så er vi i gang!

Så blev det endelig rejsedag og efter en masse jule ræs og familie tam tam, var det en skøn følelse at sætte sig ind i flyet og bare læne sig tilbage. Vi fløj fra Billund og mellemlandede i Amsterdam inden turen gik videre til Jakarta. Den første destination på vores tur er øen Lombok i Indonesien.

I Amsterdam lufthavn fik vi os noget af en overraskelse, da vores navne pludselig blev råbt højt ved gaten. Det viste sig at integrationsreglerne i Indonesien var en smule anderledes end hvad vi havde forstået og at vi skulle have en udrejse billet fra landet, før vi måtte rejse ind og få 30 dages fri visum. Den lille detalje kom lidt som en overraskelse og vi nåede begge at få en klump i halsen og tænke: ”Shit hvad gør vi nu!”

Der var ikke tid til at bestille en flybillet videre inden vi lettede, så vi måtte skrive under på et stykke papir, at rejseselskabet ikke kunne stilles til ansvar, hvis vi blev sendt tilbage til Amsterdam igen og så ellers skynde os om bord. Jeg nåede både at blive forvirret, bange, irriteret, håbefuld og lettet på meget få minutter, for selvom vi ikke havde nogen returbillet, så havde vi en flyvetur på godt 14 timer til at få lagt en plan.

Og planer blev der lagt. Nicolaj har ladet det meste af planlægningen omkring hvor vi skal hen og hvornår være op til mig og selvom jeg har forsøgt ikke, at vælge for meget ud på forhånd, så havde jeg dog nogle idéer til hvad den næste destination kunne være. Vi endte med at købe wifi om bord på flyet og bestille billetter fra Bali til Surat Thani i Thailand, hvor vi kan sejle til Koh Samui fra. Så var vi i hvert fald 100% sikre på, at de ikke kunne sende os retur. Det endte dog med slet ikke, at være noget problem og vi fik stempel i vores pas uden nogen spørgsmål, men det er jo bedre at være på den sikre side.

I Jakarta lufthavn skulle vi vente et par timer, som blev brugt på en forfriskning på Star Bucks og en smule søvn på en bænk, hvilket var stort set umuligt på grund af larm, men på det tidspunkt var vi begge noget så udmattet! I flyet videre mod Lombok snorksov vi begge og da vi endelig ankom til den lille lufthavn ville vi bare hurtigt med en taxa til hotellet, så vi kunne komme i seng, da klokken var lige godt otte og vi havde rejse i snart 30 timer og nok kun fået 2 timers søvn hver. Det viste sig dog at blive lidt vanskeligere end forventet, da vores hotel var ret godt gemt.

I lufthavnen fik vi forhandlet os frem til en nogenlunde fornuftig pris (270.000 IDR) og fik os derefter møvet os ud af indgangen hvor der var pakket med mennesker. Det var lidt ubehageligt at gå med al sin baggage igennem en rand af mennesker, så vi gik meget tæt, men intet skete. Vi fandt aldrig rigtig ud af hvad alle de mennesker lavede foran lufthavnen, men blev enige om, at de nok var der for at byde os velkommen!

Taxa turen til Senggigi og Indah Homestay, hvor vi skulle overnatte, tog lidt over en time, hvor Nicolaj forgæves forsøgte at holde sig vågen. Jeg har personligt aldrig været god til at sove i nogen former for transportmidler, så det var intet problem. Da vi kom til Senggigi, brugte vi nok en halv times tid på at køre rundt for at finde vores hotel. Vi havde hørt lidt om, at det måske ville blive vanskeligt at finde, men vi troede egentlig vores chauffør havde styr på det. Han snakkede ikke rigtig engelsk og derfor endte det med, at han ringede til hotellet og fik lidt vejledning og kort tid efter var vi der. Senggigi er ikke en specielt stor by og vi havde kørt forbi indgangen flere gange, men fordi hotellet lå gemt bag en lille landsby, var det næsten umuligt at få øje på fra vejen.

Indtjekningen gik hurtigt og vi fik en rigtig god velkomst af Suzanne som ejer hotellet med sin mand Opik. Der gik ikke mange minutter før vi lå i sengen og heller ikke til vi faldt i søvn! Vi var begge overbeviste om, at vi hellere måtte sætte vækkeur til næste dag, så vi ikke gik glip af morgenmaden, fordi vi følte at vi snildt kunne sove flere dage i træk, hvis vi fik muligheden. Det endte dog med at vi lå vågne det meste af natten og desværre skulle der gå et par dage, før vi var helt på Indonesisk tid.

/Malene