Vi er vilde med at snorkle, men udover Gili Trawangan, så er det ikke blevet til så meget endnu på vores tur. Det lavede vi dog om på den anden dag, hvor den lille ø Koh Chuek bød på et rigtigt snorkle eventyr. Da vi har besøg af lidt familie her påsken over, har vi taget os den frihed at holde lidt mere fri og tage ud og opleve, hvad Koh Lanta har at byde på.
Den lille kalkstens ø Koh Chuek ligger ikke langt fra Koh Lanta og der var tusindvis af fisk der flokkes om os. I starten var det lidt nervepirrende at de var så tæt på os, men man fandt hurtigt ud af at de var vant til de mange mennesker og kun snappede ud efter det mad, der blev smidt ud efter dem. Vandet var desværre ikke krystalklart, men med alle de mennesker, både og mad der blev smidt ud dagligt, så sagde det måske lidt sig selv.
Vi besøgte Koh Chuek som en del af en længere tur, som vi nok skal fortælle meget mere om de kommende dage. Derfor havde vi kun mulighed for at snorkle der i omkring 30 min. Vi kunne sagtens have boblet rundt meget længere, men resten af dagen var også super spændende og vi får jo nok chancen igen på et senere tidspunkt.
Inden vi kom til Koh Lanta, brugte vi lidt tid på at undersøge, hvor det ville være godt at snorkle. Ved selve øen er det meget begrænset, hvad der er at se på, men helt nordligt omkring Kaw Kwang kan man godt være heldig at støde på lidt fisk, hvis vejret har været godt. Vi nåede kun selv at snorkle ved Koh Chuek, men fik blandt andet også anbefalet Koh Wae, Koh Rok og selvfølgelig Koh Phi Phi. Hvis vi nogensinde vender tilbage til området, skal en af turene til Koh Rok helt sikkert afprøves.
/Malene & Nicolaj