Trekking til toppen af vulkanen Batur

Siden vi besøgte Bali tilbage i maj og nød udsigten til den enorme vulkan Batur, har vi haft lyst til at bestige noget højt. Vi så i øjnene allerede der, at det nok ikke blev på denne tur, da hverken erfaring, planlægning eller udstyr, var noget vi vægtede specielt højt. Vi slog idéen ud af hovedet og sagde til hinanden, at det måtte blive på en fremtidig rejse!

Bali havde dog sat et aftryk i os og da vi valgte at slå os ned på øen igen i slutningen af vores rejse, begyndte idéen, om at bestige en vulkan, at spirer igen! Udstyr havde vi ikke rigtig styr på og om formen var god nok, var vi også i tvivl om, men når så mange andre rejsende tog turen til toppen af Batur, så mente vi også sagtens, vi kunne!

Billetterne blev købt og allerede samme nat, stod vi klar foran vores hotel og ventede på at blive samlet op. Vi var begge ret nervøse, og vidste ikke helt hvad vi kunne forvente! Når man snakkede med sælgerne, lød turen som noget de fleste kunne klare, men efter at have set vulkanen med mine egne øjne var jeg lidt i tvivl! Jeg var især nervøs for hvordan min astma ville reagerer i kulden og de lidt tyndere luftlag.

Efter nogle timer i bil og en kort kaffe pause blev vi læsset af på en parkeringsplads. Vi fik stukket en lommelygte i hånden, hilst på vores tre guider, der skulle tage os til toppen, og derefter satte vi i trav.

Det var buldrende mørkt og vi kunne ikke lade være med, at gætte på i hvilken retning vulkanen egentlig var. Det første stykke var stigningen ikke noget at snakke om, men efterhånden kunne man godt mærke, at vi var på vej op! Min astma begyndte at drille da luften var kold og tempoet højt og jeg begyndte at betvivle, om jeg nogensinde ville nå til tops. En vandpause og lidt medicin hjalp dog på det og vi fortsatte i et rask tempo.

Turen op på vulkanen var ekstrem hård og vi var begge godt trætte, da vi nåede til tops og solen stod op. Det første stykke op gik vi på veje og brede stier, men den sidste etape forgik af en lille snørklede og ekstrem stejl sti, hvor man skulle være meget opmærksom på, hvor man satte sine fødder.

Vi har intet at sammenligne med, men oplevelsen var noget helt ud over det sædvanlige. Vi var på ingen måder de eneste der besøgte Batur den morgen, men for en gangs skyld, betød det ikke helt så meget. Man kunne nemmere lukke alle de andre ude og blot nyde udsigten, højden og hinanden.

Jeg er enormt dårlig til at have det koldt og det påvirker virkelig mit humør! Derfor var jeg nok heller ikke den største humør bombe, i den tid vi var på toppen. Energiniveauet var lavt og vi forsatte derfor ikke rundt om selve vulkanen, som nogle andre, men blev ved stien op og ned, hvor vi havde udsigt til solopgangen og et nærliggende bjerg. Vi havde fået varmen ved turen op, men når man sad stille på toppen, blev det hurtigt koldt og jeg begyndte at drømme mig ned igen!

Turen ned var ikke nær så hård og når jeg ser tilbage på hele oplevelsen, var det bestemt nedturen jeg var mest tryg ved. Selvom mange tusind rejsende bestiger vulkaner hver evig eneste dag, så følte vi os ekstremt seje og er så glade for, at vi gjorde det! Det er ikke sidste gang vi skal bestige noget højt, men en anden gang er vi nok lidt mindre interesseret i en solopgang, da vi begge foretrækker at være aktive i dagstimerne!

/Malene