Kommer du til Boracay, så kan du ikke komme udenom øens berømte strand White Beach – som er en af de bedste strande i Filippinerne. Det er her du finder størstedelen af hotellerne på Boracay, næsten alt vandsport og de fleste restauranter. Når først du har oplevet White Beach, så giver det mening hvorfor så meget er samlet her – det er hurtigt beskrivelsen på en paradis-strand.

Der er nemlig tale om en fire kilometer lang strand, som visse steder er op til 100 meter bred. Men det er selvfølgelig ikke kun derfor, at folk flokkes til White Beach. På stranden finder du nemlig pulverhvidt sand, som nogle steder strækker sig op til 50 meter ud i vandet. Vandet er den flotteste farve af blå og turkis, og kan kun beskrives som krystalklart. Og inden stranden bliver til by, finder du en række flotte og prægtige palmer. Der er således for mange mennesker tale om en paradis-strand, som forbindes med en strandstol og en kold kokosnød.

White Beach Boracay

Aktiviteter på White Beach

Der er at finde utallige aktiviteter på Boracay, og mange af de kendte vandsports-aktiviteter som turister foretrækker, er at finde på stranden. Dette gælder f.eks. vandscooter, parasailing, volleyball og meget andet. Du finder selvfølgelig også utallige muligheder for, at blive trukket efter en båd i forskellige former for oppustelige objekter (bananer, flipboard eller dæk). Herudover er der blevet opført en kæmpe katapult, som fungerer som omvendt bungyjump – hvor du bliver skudt af sted i en kugle.

Stranden består af store mængder af pulverhvidt sand, hvilket gør den ideel til at bygge sandslotte, hvilket Boracay og White Beach især er kendte for. Men udover dette, findes der også diverse koraler forskellige steder på White Beach, således det giver mening at dykke og snorkle direkte fra stranden. Det er primært i Station 3, og gerne helt yderst, at du finder de bedste muligheder for at snorkle eller dykke imens du ser på mangefarvede fisk og koralrev.

I videoen herover får du indsigt i hele White Beach, og kan således udvælge præcis den station, som passer til dine behov. Selvom der er tale om én strand, så er der meget forskel på de forskellige sektioner af stranden.

Forskellige stationer på White Beach

Da der er tale om en fire kilometer lang strand, så har man fordelagtigt valgt at opdele stranden i stationer – baseret på den naturlige opdeling af tingene tilknyttet stranden. På Station 1 finder du alle de store resorts, på Station 2 finder du de fleste restauranter, cafeer og barer både ned til vandet og ved D’mall, som er et shoppingområde placeret ved Station 2. Den sidste del af stranden er Station 3, hvor du finder en række billigere hoteller, og herved også stedet hvor backpackere befinder sig. Der er dog også dyre hoteller og restauranter at finde i station 3.

White Beach

Helt yderst i station 3, hvor vi var placeret, kommer du tættere på de lokale, og en smule væk fra larmen. Dette betyder selvfølgelig også mindre aktiviteter på stranden, som du primært finder omkring Station 2 og 3. Formentlig vil White Beach de kommende år gennemgå en udvikling, da der konstant opbygges nye hotellet etc., hvilket især sker for enden af station 3, hvor meget store hoteller er under konstruktion.

Den mørke side ved White Beach

Selvom der for mange er tale om en paradis-strand, af den slags man gerne vil ende på ved et skibsbrud, dog uden turisterne. Så kan man ikke undgå at ligge mærke til den stigende mængde af grønlige alger/tang. I nyere tid er der nemlig fremkommet mere og mere af dette, som desværre visse steder har gjort den ellers flotte strand, mindre lækker. Men heldigvis er dette kun i perioder, og dækker sjældent hele stranden. Vores erfaringer siger os, at det største problem er at finde i station 1, og station 2 og 3 oplever mindre af disse grønlige alger/tang.

Desværre har vi erfaret, at dette er nyt for White Beach, og således ikke har været eksisterende tidligere. Rejsende som har besøgt stranden for 5-7 år siden, maler et billede af en helt perfekt strand uden disse grønne tangplamager.

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *