Det er ingen hemmelighed at det er billigt at spise i Asien, men det varierer jo selvfølgelig fra land til land, ja og endda fra område til område, hvor man kan få sig et billigt måltid. Men efter at have været af sted i snart fem måneder og besøgt Indonesien, Thailand og Malaysia, så er vi ved at have en ret god idé om, hvor man skal gå hen og spise, når man rejser på budget.
Der findes rigtig mange lækre spisesteder og selvom man til tiden godt kan savne sit eget køkken, så nyder vi stadigvæk at gå ud og spise hver dag og prøve spændende nye retter. Vi har i løbet af de sidste fem måneder gjort os en masse erfaringer og dem vil vi selvfølgelig gerne dele med jer andre.
Vores gode råd til at spise billigt i Asien:
- Spis lokalt! Dette tip har i måske læst til ukendelighed, men det holder altså bare og er et nemt pejlemærke at gå efter. Ligesom det derhjemme er billigst at spise sæsonens grøntsager, så er det også i Asien, billigst at spise der råvarer de selv kan dyrke, fremfor dem de importerer.
- Vælg kendte retter som f.eks. Phai Thai i Thailand og Mie Goreng Ayam i Indonesien. Disse to retter samt en masse andre, er altid at finde på menukortet og er oftest blandt de billigste.
- Find de små sidegader. Det kommer meget an på destinationen, men man kan næsten være hundred procent sikker på, at priserne bliver fordoblet hvis man vælger en restaurant lige i strandkanten. Gå på opdagelse og find de små hyggelige lokale steder, som oftest ligger lidt gemt.
- Hold øje med hvor de lokale spiser! Altid en god indikator for, at man ikke ender i en af de mange turistfælder, hvor priserne er skyhøje.
- Markeder! Vi har besøgt flere markeder i både Thailand og Indonesien, hvor vi har spist udsøgte måltider til næsten ingen penge.
- Del en portion ris. De er glade for deres ris i Asien og vi oplever tit, at vi skal levne en masse. Derfor er vi begyndt kun at bestille én portion til deling.
- Gadekøkkener / streetfood. Ligesom man på markeder kan få lækkert mad til ingen penge, så er mad købt i et gadekøkken af den ene eller anden slags også utrolig billig.
- Prut om prisen! Man kan næsten altid forhandle sig frem til en god pris i Asien og det gælder også for mad! Især på markeder og i gadekøkkener.
- Drik vand til måltiderne og hvis i lysten er til en sodavand, vælg da lokalt. I Thailand er der ofte gratis vand på bordene, som fint kan drikkes uden man oplever maveproblemer.
- Udvælg et par go-to-restauranter. Man kan aldrig helt være sikker på, hvornår restauranterne har åbent i Asien. Derfor er det en god idé, at have et par udvalgte billige restauranter ved hånden, så man ikke er nødsaget til at finde et langt dyrere alternativ, fordi man ikke gider vade rundt, når man er sulten.
- Takeaway! Her snakker vi ikke om fastfood, men derimod mad fra de lokale restauranter. Hvis I føler for at spise hjemme i sengen eller på stranden så tag maden med jer. Dette giver også gode muligheder for, at man kan nyde sine egne billigt indkøbte drikkevarer, eller måske en lille dessert, til.
/Malene