At overkomme sin højdeskræk på rejsen

I rigtig mange år har jeg haft højdeskræk, og det er langsomt med alderen blevet værre og værre. Min højdeskræk har tidligere kun omfattet mig selv, hvor f.eks. et besøg i Eiffeltårnet satte mig på prøve, men i nyere tid også folk omkring. En helt panisk effekt kan være tilstedeværende, hvis Malene eller mine mindre søskende, går helt tæt på glasrækværket i en højt indkøbscenter.

Jeg havde allerede inden 2016 besluttet mig for, at min højdeskræk ikke skulle være en hindring for de mange oplevelser, som året ville byde på. Og det næste skridt blev, aktivt at gøre et forsøg på at komme min højdeskræk til livs! Over flere gange de seneste 12 måneder, har Malene formået hele tiden at skubbe mine grænser – for man fjerner vel sin frygt ved, at se den i øjnene?

Alt fra hypnose til forskrækkelse, skulle kunne hjælpe med ens højdeskræk. Jeg var dog af den overbevisning, at jeg blot skulle udsættes for højderne, og langsomt give mig selv mulighed for at overkomme frygten. Jeg satte Malene på opgaven at udfordre min højdeskræk igennem en række oplevelser, og det skal jeg love for, at hun over de forgående måneder har fået gjort!

En af de første rigtige udfordringer, som Malene ville udsætte mig for var, at tage en tur i Singapore Flyer. Et stort pariserhjul, som langsomt ville bringe mig op i 165 meters højde, fragtet i en kapsel bestående af glasvæge. Oplevelsen var grænseoverskridende, men forholdsvis nem at gennemføre, da man blev fragtet hele vejen. At gå hen til glasdøren, hvorfra man havde mulighed for at se direkte 165 meter ned, var dog yderst nervepirrende, og noget der fik marven til at gøre nogle mærkelig krampetrækninger.

Næste omgang skulle vise at være langt svære at gennemføre, og selvom højderne slet ikke var tæt på Singapore Flyer, så var oplevelsen tæt på at være noget af det mest nervepirrende jeg har prøvet.

Vi skulle besøge Bali Treetop Adventure Park, som er en stor park med diverse udfordringerne i trætoppene – med mulighed for at bevæge sig 20 meter oppe i luften. Man kommer igennem alt fra små vakkelvorne broer, store edderkoppenet, zip lines samt ting, som de betegner som Tarzan Jumps, Flying-Fox og Flying Swings. Alt sammen højt oppe i luften, hvor du selv skal have modet på at gennemføre banen.

I denne omgang blev jeg virkelig sat på prøve, for der var ikke nogen der tog mig i hånden og ”flyttede” mig fra A til B. Jeg skulle selv gennemføre banen, samtidig med at jeg, for alt i verden, skulle undgå at kigge ned. Efter at have gennemført to baner, og haft følelser som ”yes! det her er fedt” og ” jeg dør! få mig ned nu” måtte jeg overlade den sværeste bane til Malene, og blot kigge med fra jorden.

Den sidste udfordring Malene ville udsætte mig for var, at bestige vulkanen Batur, som med sine 1.717 meter, skulle være en udfordring for os begge. Selvom man kommer op i nogle højder, som man aldrig før har befundet sig i, så er disse nemmere at håndtere, da bjergets form ”skygger” over den rigtige højde. Selvom man vil opleve klippeafsatser, hvor det går lige ned – både inde i vulkanen, men også ved selve opstigningen – så vil man ofte ikke fornemme man er så højt oppe, grundet vulkanens skråninger.

Den rigtige udfordring kom ved selve opstigningen, som fandt sted kl. 04.00 om natten. At nå toppen af vulkanen tog 2 timer, og med den konstante stigning man oplever, var det langt hårdere end en normal 2 timers trekking.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om jeg så har overkommet min højdeskræk? Jeg tror ikke det er muligt for mig at fjerne den helt, men jeg er blevet bevidst omkring hvordan jeg ”skubber den i baggrunden”, og ikke lader min højdeskræk være en hindring for, de mange skønne oplevelser verden har at byde på.