Når man rejser med fly, så har man mulighed for at medbringe en håndbagage på rejsen, som indeholder alt det der skal gøre din rejse behagelig. Efter at have rejst kontinuerligt i mange måneder med fly i Asien, har vi samlet vores bedste tips i en pakkeliste til pakning af håndbagagen.
Vi har nemlig lært hvor ”nem” en flyrejse kan blive, hvis blot man har fået sammensat den helt rigtige håndbagage. Vi pakker altid det samme i vores håndbagage, lige meget om det drejer sig om en flyvetur på 3 eller 17 timer.
Sikkerhed vs. bekvemlighed?
Det første du skal tage stilling til er, hvor meget din taske skal indeholde ting du ønsker at beskytte på rejsen. Dette kan f.eks. være computer, kamera og lignende udstyr, der ikke vil kunne holde til rejsen i kufferten. Her skal du overvej hvorvidt disse skal med på rejsen, med den ekstra vægt de tilføjer, taget i betragtning.
Pakkeliste til pakning af håndbagagen
Når man ofte flyver, så indretter man sin håndbagage løbende, og får på sigt udarbejdet den korrekte udstyrsliste til ens egen rejsemønster. Listen herunder kan benyttes som udgangspunk til, at sammensætte din egen håndbagage til den korte eller lange flyvetur.
Vigtig elektronik
Af vigtig elektronik har vi flere redskaber med, hvilket også især hænger sammen med, at lever som digitale nomader. Der er således en del udstyr, som vi ikke kan undvære, da vi således ikke kan udføre vores arbejde.
- Computer
- GoPro
- Kamera
- Telefon
- Diverse opladere
Underholdning
Underholdning er vigtig på rejsen, og den rigtige underholdning er endnu vigtigere. Lige meget om du rejser i 3 eller 17 timer, så er det vigtigt med den rigtige underholdning til at slå tiden ihjel.
- Høretelefoner
- Kindle (e-bogslæser)
- Spillekort
- Tv-serier (på computer)
- Apps (på telefon)
Her er vores Kindle især blevet et vigtigt redskab, hvor vi har brugt meget tid på at finde de helt rette bøger til rejsen. Vores fokus er især på rejsebiografer- og guides samt letlæseligt skønlitteratur. Læs f.eks. vores indlæg omkring gratis rejse e-bøger samt gode e-bøger til rejsen. Alt fra yatzy, spillekort etc. kan også være en ide – overvej dog hvilke af disse kan erstattes af f.eks. telefonen, som du formentlig allerede har med på rejsen.
Det rette “ekstra” tøj
Det er ofte her folk glemmer at tænke over, både hvor lang tid de befinder sig stillesiddende og klimaforskellene. Derfor er det vigtigt at tage dette med ind i overvejelserne, når man pakker sin håndbagage.
- Kasket
- Varm trøje
- Halstørklæde
- Sokker
Rigtig mange flyselskaber vælger at have konstant aircondition på, hvilket kan gøre selv en 3 timers flyvetur til et kuldehelvede. Vi rejser altid med en ekstra trøje, gerne en zip-up, som nemt kan bæres omkring livet. Er rejsen længere end 3 timer, og omfatter den rejse i nattetimerne, så er sokker og evt. halstørklæde også med i bagagen.
Alt det andet
- Tyggegummi
- Kiks
- Vigtig medicin
- Tandbørste/tandpasta
- Solbriller
- Vigtige papirer (pas, penge, kort etc.)
Man skal altid rejse med den opfattelse, at du mister din kuffert og ikke får den igen. Kan du i sådan en situation, klare dig med hvad du har i din håndbagage? Hvis du kan svare ja til dette spørgsmål, så er du på rette vej. Dette gælder f.eks. alt vigtig medicin, alle kort samt vigtige papirer. Alt du ikke kan købe med det samme hvor du befinder dig, skal således være at befinde i din håndbagage.
Skal du på en længere rejse, hvor du er af sted i flere måder, så se vores totale pakkeliste her. Her har vi en komplet liste med alt vi har med i både kuffert og håndbagage.
Håndbagage regler
Selvom reglerne for håndbagage ikke er ens fra selskab til selskab, så er der dog visse tommelfingerregler at gå efter. Men derfor sker det alligevel ofte, at flyselskaberne laver nye regler eller at du blot har valgt det selskab, som adskiller sig meget fra alle de andre. Derfor skal du altid tjekke informationerne, både inden du bestiller billetten, men også bagefter når håndbagagen skal pakkes.
De almindelige håndbagage regler
- Håndbagage mål: 56 (h), 14 (b) og 23 (d) centimeter .
- Vægt: 7-10 kilo, hvor du ofte er på den sikre side med maks. 7 kilo.
- Lig alt medicin, toiletting etc. i en gennemsigtig plasticpose med zip-lukning.
- Ingen væsker over 100 ml., og de ”100 ml.”, skal fremgå tydeligt af beholderen.
- Undgå at rejse med løse batterier (til computer, telefoner o. lign.).
Selve målene er ofte den faktor som ændrer sig mest fra selskab til selskab, men også den som der oftest ses bort fra – især hvis man holder sig under maks. vægten, og ikke har en håndbagage som er enorm. Når det kommer til vægten, vil du sjældent opleve problemer med 7 kilo, men undgå dog at komme over de 10 kilo. Der er findes enkelte flyselskaber, som har meget høje grænser for håndbagage.
Reglerne omkring batterier kan være svære at gennemskue, da det afhænger af model, størrelse etc. Disse må ofte heller ikke være i kufferten. Rejser du med mange batterier, udover dem som allerede befinder sig i udstyret, så skal du tage kontakt til flyselskabet inden rejsen.
/Nicolaj