Endnu en fantastisk periode er afsluttet, og inden vi forlader Koh Lanta i Thailand og begiver os i mod Boracay på Filippinerne, skal vi selvfølgelig kigge på rejsebudgettet for perioden.
Endnu en gang var målsætningen, at vi skulle leve på destinationen for kun 200 kr. om dagen (dvs. i alt 6.000 kr. for 30 dage). De 200 kr. om dagen skulle således dække husleje, oplevelser, mad, drikke og alt det andet (med undtagelse af flybilletter til destinationen).
Efter tidligere at have befundet os på Koh Samui (også en ø i Thailand) for under 6.000 kr., havde vi forhåbninger omkring, at det ligeså var muligt på Koh Lanta.
Totale rejsebudget for Koh Lanta i Thailand
Totale leveomkostninger for 2 personer (1 dag/30 dage) = 192 DKK / 5.760 DKK
For sølle 5.760 kroner kan du således leve på den tropiske ø Koh Lanta, i det smukke Thailand. De 5.760 kroner dækker alle almindelige leveomkostninger, og således ikke fly, rejseforsikring etc. Herunder har vi opdelt de totalt leveomkostninger for, at give et indblik i præcis hvordan vi har brugt pengene.
- Mad & Drikke: 72 kr. pr. dag
- Husleje: 71 kr. pr. dag
- Fornøjelser: 17 kr. pr. dag
- Transport: 9 kr. pr. dag
- Diverse: 6 kr. pr. dag
- Oplevelser: 17 kr. pr. dag
Diverse dækker alt fra shampoo til myggespray. Oplevelser dækker alt fra indgangspriser til leje af scooter.
Noter tilknyttet rejsebudgettet
Der findes rigtig mange steder i Thailand, hvor det er muligt at leve for under 6.000 kroner om måneden. Selvom øerne ofte ligger i et højere niveau end fastlandet, så er det ligeså muligt. Vores eget budget i perioden er en smule højere end hvad antaget, da vi i perioden havde besøg af familie fra Danmark, hvilket f.eks. hævede madbudgettet en smule.
Hvad vi oplevede på Koh Lanta var, at huslejepriserne (værelser, bungalows etc.) lå i et højt niveau, end på rigtig mange andre destinationer. Og der var således langt fra de helt billige værelser, hvilket dog stadig var der, hvis blot man brugte tiden på at finde dem. F.eks. fandt vi i den sidste periode, en bungalow kun hundred meter fra standen, som kun kostede os 67 kroner om dagen.
Når det kom til maden, så blev vi heldigvis positivt overrasket. Restaurant-priserne var svingende, men det var meget nemt, at finde en række lækre restauranter/ gadekøkkener, som lå indenfor vores budget. Madmarkederne var ikke ligeså fremtrædende som f.eks. på Koh Samui, men priserne på restauranterne kunne sagtens findes i samme niveau.
Det koster..
- Et aftensmadsmåltid på en billig restaurant koster 13-14 kr.
- Maskinvask af vasketøj koster 5,5 kr./kg.
- En vand (1,5 L) koster 2-3 kr.
- En pakke Oereo koster 6 kr.
Vores anbefalinger
Koh Lanta er en rigtig dejlig destination – både for backpackere, digitale nomader og turister på ferie. Hvad der især var fremtrædende ved destinationen var, at atmosfæren var særdeles afslappet og med flere Reggae-barer, end man kunne tælle. Ligesom eksempelvis Gili Trawagan (Indonesien), var det som om hele øen kørte i et lavere gear.
Som digital nomade var dette en fortrinlig destination, hvor stemningen var tilpas afslappet til at vi kunne holde fri, når denne tid kom. På Koh Lanta finder du et hav af bungalows, som er den foretrukne måde at leve på – og ligeså hvad vi anbefaler.
Strandene på Koh Lanta er særdeles attraktiv, og med 11 strande på øen, er der rig mulighed for at finde én der passer til dig – og måske finder du endda en helt øde en af slagsen. Hvidt sand og nogenlunde klart vand, er at finde på mange af disse strande. Ønsker man koraler og fisk at kigge på, har man dog mere held på mange af de mindre omkringliggende øer.
Attraktionerne på øen er ikke prangende, men byder alligevel på Nationalparken samt små grotter og vandfald spredt udover øen. At leje en scooter og udforske øen på egen hånd, giver således rig mulighed for at stifte bekendtskab med ø-livet og kulturen. Mange af de guidede turer man finder på Koh Lanta, tager således folk væk fra øen, til en række af de omkringliggende mindre øer som f.eks. Koh Phi Phi, Koh Kradan og Koh Mook.
Internettet er fint på hele øen, men deres ”turistinternet” (som går under navnet @TrueMove) er ikke tilstedeværende på hele øen, og kan være et problem at benytte på stranden. Som dansker får du 30 dages visum ved indrejse, og dette kan forlænges i Krabi (kan gøres inden, man rejser til øen) med 30 ekstra dage for 1.900 bath.
Mere omkring vores tid på Koh Lanta
/Nicolaj