Vi var på Koh Lanta i lige godt en måned og nød vores tid på den fredsfyldte ø! På destinationen blev der både tid til arbejde, afslapning og en række spændende oplevelser. Selvom vi havde mange gode stunder på Koh Samui, så vil vi til hver en tid fortrække Koh Lanta og hvis i skal en tur til Thailand, så burde i virkelig kigge lidt nærmere på denne dejlige ø.

Billig overnatning og dejlige strande på Koh Lanta

Bungalows er udbredt i Thailand og det gælder bestemt også for Koh Lanta. Det er den første destination vi har boet i en bungalow og vi elskede det! Vi boede ved Khlong Dao strand og fik forhandlet os frem til en rigtig fornuftig pris for en måned. Dog er der ikke mange muligheder for budget hoteller eller bungalows i dette område og vi vil derfor anbefale, at man går på jagt ved nabostanden Long Beach, hvor udvalget er større.

Solnedgang på Koh LantaVi var glade for at bo ved Khlong Dao og vil bestemt anbefale vores hotel Phusala, hvis man rejser på budget. Det ligger hundred meter fra stranden, hvor der er et stort udvalg af restauranter og barer, samtidigt med at tempoet er virkelig afslappet. Der er mange børnefamilier på Koh Lanta, men stranden er rigelig stor til, at der er plads til alle. Stranden er virkelig bred og sandet er dejlig blødt og derfor perfekt til en løbetur og dukkert fra morgenstunden af. På Koh Lanta er tidevandet meget mærkbart og derfor er det bedste tidspunkt at gå i vandet på om formiddagen, med mindre man villig til at gå flere hundred meter ud, for kun at få våde knæ.

Gode restauranter og shopping

Der er mange restauranter på Koh Lanta og langs stranden finder man alverdens muligheder. Selvfølgelig skal man også betale lidt for placeringen, så hvis man kan undvære bølgebrus, så foreslår vi hovedgaden. Udvalget af lokale thairestauranter her er stort, men priserne varier virkelig meget. Vi fandt 3-4 favorit steder og holdte os til dem.

Mad på Koh LantaI Saladan, som havnebyen helt i nord hedder finder du mange fremragende restauranter. Selvom prisniveauet på disse selvfølgelig er en smule højere end de små lokale restauranter, så er de bestemt et besøg værd, hvis man ønsker at spenderer lidt flere penge en aften. Det er også Saladan man skal besøge, hvis man har brug for at få sin shopping lyst stillet. Her er souvenirs i alle afskygninger og man kan sagtens få et par timer til at gå med at kigge i de mange butikker.

Skulle lysten til Pizza opstå mens i besøger Koh Lanta, så fandt vi den lækreste italienske pizzarestaurant på hovedvejen ved Khlong Dao. Restauranten hedder noget så originalt som Pizzeria Italia og den italiensk ejer kan bestemt lave pizza, hvilket ikke altid er en selvfølge. Vi har forsøgt os med pizza flere gange på vores tur og er blevet slemt skuffet hver gang, men denne gang sad den lige i skabet. Prøv deres diavola! Jeg drømte mig tilbage til min tid i Italien og hvis ikke en pizza der havde kostet omkring 300 bath (ca. 60 kr.), så havde vi nok spist der mere end to gange.

Gode og mindeværdige oplevelser

På selve Koh Lanta er der ikke specielt mange aktiviteter, men vi vil dog alligevel nævne Nationalparken helt sydligt på øen. Her havde vi en dejlig dag og så en lynhurtig slange, mange meget drillesyge aber og en temmelig stor varan, imens vi vandrede igennem det flotte naturområde. Gør et stop ved denne lille faldefærdige træhytte på jeres vej tilbage og nyd den dejlige udsigt, mens i spiser en udsøgt frokost!

Koh Lantas mange strandePå øen har man også mulighed for at ride på elefanter, besøge en grotte og opleve et vandfald. Vi vurderede dog at vi hellere ville bruge vores tid på at besøge nogle af de flotte kalkstensøer der ligger omkring Koh Lanta. Og det fortrød vi bestemt ikke, for det bød på en af de vildeste naturoplevelser, vi har haft indtil nu!

Hvis I har mod på det, anbefaler vi også at leje en scooter for en dag og kør en tur rundt på øen og oplev den på egen hånd. Koh Lanta er skøn og de mange strande langs den vestlige del af øen, er helt sikkert et besøg værd. På den østlige side finder I Oldtown hvor I helt sikkert også skal gøre et stop og opleve den fredlige og idylliske by. Byen var engang øens største og alt handel foregik fra den lille havn.

Til og fra øen

Lige meget hvordan man vender og drejer det, så skal man med en færge for at komme til Koh Lanta. De er ved at bygge en bro, men hvornår denne er færdig, kan man nok ikke sige med sikkerhed. Vi landede i Krabi lufthavn og tog offentlig transport til øen, men man kan også nemt finde noget privat, hvis man er villig til at give lidt mere. Hvis man kommer fra eller skal til f.eks. Phuket, Koh Phi Phi eller Ao Nang, er det også med færge, men dog en anden. Begge færgehavne er placeret i Saladan og de sejler næsten i døgndrift!

kohlanta4Koh Lanta er dejlig og vi nød tiden der. Vandet kunne god være lidt klarer – men det kan det næsten altid, i hvert fald hvis man spørger os! Vi kunne skrive spalter op og spalter ned om vores tid der, men vi har forsøgt at begrænse os lidt og kun tage det vi mente var vigtigst med. Skulle i have nogle spørgsmål, så lig endelig en kommentar herunder eller send os en mail – vi vil super gerne hjælpe!

16 Comments

  1. Katrine Gravesen

    Hej. Min familie og jeg (far, mor og pige på 3 1/2 år) skal til Koh Lanta i 14 dage i december. Kan I anbefale nogle gode restauranter? Vi skal bo på Golden Bay cottage. Og er der noget “must do” ud over det I har nævnt i artiklen?

    Mvh Katrine

    • Malene & Nicolaj

      Hej Katrine

      Tusind tak for din kommentar.

      Hvor lyder det dejligt med 14 dage på Koh Lanta. Det er virkelig en skøn ø, som vi stadig drømmer os tilbage til. Vi spiste meget lokalt mens vi var der, for det thailandske køkken er efter vores mening et af de bedste. Der ligger flere lokale restauranter langs hovedvejen – vi kan dog desværre ikke huske navnene på disse, men et godt fif er at kigge efter hvor de lokale selv nyder deres aftensmad. Hvis I skulle få lyst til pizza kan vi anbefale det italienske pizzaria ved hovedgaden. Det er næsten umuligt ikke at få øje på. Priserne her er selvfølgelig nogle ganske andre end hos de lokale, men pizzaerne er virkelig fremragende.

      I kan se alle vores indlæg fra Koh Lanta lige her:
      https://justbrowsing.dk/tag/koh-lanta/

      Noget vi fortrød efterfølgende, var ikke at tage til Koh Rok for at snorkle. Det skulle være helt fantastisk. Så hvis det er noget for jer, så er det bestemt en mulighed. Ellers vil vi anbefale at leje en scooter og opleve øen på egen hånd. Den er ikke stor så det kan nemt gøres i løbet af en dag og det giver så meget frihed at kunne køre selv. Vejene er lidt hullet, men der er ikke meget trafik.

      Håber I får en fantastisk ferie og skriv endelig igen her eller på mail hvis du skulle have flere spørgsmål.

  2. Hej Malene og Nicolai .
    Vi er på siboya nu og tar til koh lanta imorgen. Vi er familie på 2 voksne og to børn 3 og 5 år. Vi vil godt være tæt på stranden og 7-11 og gadekøkkener. Vi rejser ik skrabet mes sovesal osv. Men på buget da vi er i Thailand 2 måneder.
    Er saladan et godt sted at bo eller skal man hellere vælge en anden by?
    Skal vi booke noget over nettet eller ha is i maven og høre når vi kommer frem?
    Hvad er mad/drikke priserne på gadekøkner og restauranter ? Ca😅
    Håber på hurtigt svar da vi rejser imorgem🙈😅
    Mange hilsner Maria

    • Malene & Nicolaj

      Hej Maria,

      Ihh hvor lyder det lækkert med Koh Lanta. Håber I får det skønt der! Vi boede ved Klong Dao og var derfor i Saladan et par gange, men det er begrænset, hvad vi har at sige om byen. Der er lidt af det hele i forhold til indkøb, restauranter osv. men der et stykke at gå til stranden. Vi var rigtig glade for at bo ved Klong Dao og der er fint med gadekøkkener langs hovedvejen.

      Vi bookede 2 døgn på hotel inden vi kom til Koh Lanta, for at være på den sikre side. Vi var der i slutningen af sæsonen, så det var ikke noget problem at finde et sted at bo, men tror der er lidt flere mennesker nu. Tror det er meget op til jer hvad i har lyst til. Tror begge dele fint kan lade sig gøre.

      Det kommer meget an på hvor i spiser. Men hvis i holder jer til gadekøkkener, som også helt klart har det bedste mad, kan man sagtens få et fint måltid til omkring 10-20 kr. Vi nød virkelig maden på Koh Lanta!

      Håber I får det fedt og skriv endelig igen hvis I skulle have nogle spørgsmål. Nationalparken sydligt på øen kan helt sikkert anbefales!

  3. Hej.. jeg sidder og kigger på en rejse til Koh Lanta til marts næste år og kunne rigtig godt tænke os at besøge nogle nærliggende øer.

    Ligger Koh Mok og Koh Lipe tæt på? Og kan i anbefale nogle andre smukke øer man kan besøge?

    Kan læse at man fra Krabi skal enten med bus eller færgen til Koh Lanta, hvad kan bedst betale sig? Vi har 2 børn med på 5 og 9 år, det er mere hvor lang tid det tager med dem?

    Mvh stina

    • Malene & Nicolaj

      Hej Stina 😀

      Hvor lyder det lækkert! Koh Lanta er virkelig en dejlig ø, som vi bestemt godt kunne finde på at tage tilbage til en dag 😀
      Vi besøgte 5 ø’er tæt på Koh Lanta – dog kun på en dags tur. Koh Mook var blandt andet en af dem. Dog var vi ikke inde på selve øen, men besøgte Emerald Cave – hvilket var en helt fantastisk oplevelse. Det kræver lidt, men børn burde sagtens kunne tages med i en redningsvest 😉

      Vi besøgte også Koh Kradan – hvor vi spiste frokost og badet. Jeg tror det ville være et helt fantastisk sted at overnatte en enkelt nat. Mange turister om dgaen, men helt øde om natten!

      Koh Lipe besøgte vi ikke og ud fra hvad jeg kan se på et kort, ligger det et stykke fra. Men hvis I har god tid, tror jeg bestemt det er en oplevelse. Alt efter hvor i skal flyve fra, kan I jo starte eller slutte der 😉

      Vi tog bil/minivan, da det kræver, at man tager ind til Krabi by for at sejle til øen. Det er ikke nogen omvej, men i lufthavnen sælger de vist kun til bil, hvis jeg husker rigtigt. Til øen tog vi en fyldt minivan for at spare penge. Man skal vente et godt stykke tid og turen derover kan godt blive lidt klemt. Derfra tog vi en privat, da vi var fire personer og det var en helt anden og god oplevelse. Air Con der virkede osv. Jeg synes ikke køreturen var gal og når man krydser de tog pramme for at komme over til øen, kan man få lidt frisk (varm) luft, hvis man ønsker det. De er ved at bygge broer – men aner ikke hvor langt de er kommet. Alt efter om i bestiller hotel inden, ville jeg forhøre mig om de arrangerer transport. Det er selvfølgelig lidt dyrt med privat, men efter en lang flytur, tror jeg det er gode penge givet ud 😀

      Håber I får en dejlig tur og skriv endelig her eller pr. mail hvis I/du skulle have flere spørgsmål 😀 Og forresten så er nationalparken syd på øen et must!

  4. Hej.
    Jeg har med interesse læst jeres fine indlæg og vil høre om jeres mening på flg.
    Vi er en famile med 5 børn i alder 15-24. Vi var sidste år på koh chang i uge 42 og det var en super ferie. Vi kan lide at se os omkring og her kunne vi køre rundt på scooter, klatre på vandfald og finde lokale byer og underlige halvglemte hoteller.
    Nu vil vi igen afsted i uge 42 2018 og der kommer nogle kærester med også. Vi vil gerne tilbage til Thailand men et nyt sted, og så læste jeg om koh lanta. Men jeg er meget i tvivl om om det er det rigtige. Vi vil som sagt gerne kunne køre ture på scooter, se noget lokalt, kan også lide vand aktiviteter. Men vi er ikke gode til at flyde timer på en strand. Mener i koh lanta har nok at byde på? Jeg læste jo også om de øer i har besøgt rundt om. Vi er kun afsted en uge.
    Mvh karin

    • Malene & Nicolaj

      Hej Karin,
      Tak for din kommentar.
      Jeg har svært ved ikke at anbefale Koh Lanta – da vi bare var helt forelsket i øen. Men jeg kan godt forstå at du er i tvivl om, det er det rette valg. Koh Lanta er ikke den ø der sker mest på og man kan fint køre øen rundt på en dag. Så hvis i vælger øen, så skal det helt sikkert være for at besøge den omkringliggende øer også. Det er et smukt område og hvis i får planlagt jeres dage ordentligt, er jeg sikker på det, nok skal blive en god oplevelse. Vi tog kun en enkelt dagstur til nogle øer omkring, som du selv nævner, men ville gerne have besøgt mere af det flotte område. Der er både færge og små turbåde, så det burde ikke være et problem at komme lidt omkring.

      På selve Koh Lanta vil jeg anbefale nationalparken på det sydlige af øen. Så smukt et område hvor man kan få travet lidt i varmen.

      Jeg håber I får taget det helt rigtige valg – og rigtig god ferie.

      Skriv endelig hvis du skulle have flere spørgsmål.

      Hilsen Malene

  5. Christina Holst

    Hej.
    Vi er en familie på 4, der rejse til koh lanta i december måned. Jeres fortællinger om koh lanta lyder så spændende. Jeg blev især betaget over jeres tur til Emerald Cave, som lyder helt fantastisk. Vi har to piger på 8 og 10 år, de er glade for vand og kan svømme, men jeg tror ikke de kan svømme den tur som du beskriver, der er indtil lagunen. Hvordan er jeres fornemmelse for sådan en tur med børn? Kan man evt låne redningsveste, eller blive sat af længere inde? Mvh Christina

    • Malene & Nicolaj

      Hvis de har “ok” svømmefærdigheder, så tror jeg ikke det bliver noget problem. Stedet besøges af en del fra Kina, som ofte slet ingen svømmefærdigheder har. I sådanne situationer får alle redningsveste på, og folk bliver “trukket” igennem grotten af en leder – ofte er der en forrest og en bagerst. Så ja, redningsveste er der (hvad vi har oplevet) om bord på alle de faretøjer der tager folk derud.

      Håber I får en rigtig god tur 🙂

  6. Heidi Zagler

    Hejsa 🙂
    Tak for det fine indlæg.
    Vi rejser for første gang til Thailand i marts 2019. Jeg har booket 5 nætter på Ko Lanta, og skulle egentlig også have 5 nætter i Ao Nang – udelukkende for at se mere end Ko Lanta. Jeg hælder dog faktisk mest til at vi bor alle nætter på Ko Lanta, men er 10 nætter der for lang tid?? Har 2 børn med på hhv. 6 og 11 år.
    Kan læse mig frem til at Ao Nang ikke har de bedste strande osv., og læser kun godt om Ko Lanta. Kommer vi til at se for lidt at hvis vi bor der alle nætter? Hilsen Heidi

    • Malene & Nicolaj

      Det er svært at sige hvorvidt 10 dage for jer, vil være for meget på Ko Lanta – for os ville det ikke være det 🙂 Ønsker man at bruge alle dage på at udforske øen, og ikke særlig mange dage på stranden, så kan 10 dage faktisk godt blive lang tid. Ønsker man derimod 50% udforskning og 50% ved pool eller strand, så tror jeg Ko Lanta er den helt rette størrelse.

      Der er mange smukke strande på Ko Lanta – og som særlig egner sig til børn der godt kan lide at udforske vandet og stranden 🙂

  7. 1000 tak for dit meget brugbare svar 🙂 Lyder perfekt til os. Regner med 50/50 af seværdigheder og pool/strand pga. børnene. Vi er 3 voksne og 2 børn afsted, så er 10.000kr. til mad og sjov mon nok? 🙂

    • Malene & Nicolaj

      Hej Heidi

      Det skulle jeg mene var nok til mad og enkelte fornøjelser – men hvis I f.eks. lejer bil i flere dage el.ling., så kan det godt være det bliver for lidt. Men 50% af tiden ude på f.eks. bil/scooter etc., så burde der være nok 🙂

  8. Sten møller

    Hej Malene og Nikolaj..

    Vi skal afsted til koh lanta sidst i feb måned..
    Vi lander i krabi..
    Hvad er de bedste muligheder for at komme til koh lanta..
    Vi er 2 voksne og 5 børn..

    Vh sten

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *