Efter at have brugt en måned på Koh Samui i Thailand, er det nu blevet tid til at se på rejsebudgettet for destinationen – og give dig en ide omkring Koh Samuis priser. Endnu en gang var vores målsætning, at vi skulle kunne tilbringe 30 dage i Thailand for maksimalt 6.000 kr., hvilket er 200 kr. om dagen til husleje, mad, oplevelser og alt andet. Det eneste vi ikke medregner heri er flybilletten til destinationen, rejseforsikring og lignende.
Vi kan allerede afsløre at vi holdte budgettet, og faktisk brugte langt mindre penge en først forventet. Læs med i indlægget herunder, og få et indblik i hvordan du kan leve på Koh Samui i Thailand for under 6.000 kr.
Endelige rejsebudget på Koh Samui i Thailand
Totale leveomkostninger for 2 personer (1 dag/30 dage) = 153 DKK / 4.590 DKK
Dette betyder således, at du kan leve på Koh Samui i Thailand for 4.590 kr. om måneden, hvilket dækker alle almindelige leveomkostninger. For at give dig et indblik i hvordan omkostningerne fordeler sig, har vi opdelt disse herunder.
- Mad & Drikke: 77 kr. pr. dag
- Husleje: 48 kr. pr. dag
- Fornøjelser: 9 kr. pr. dag
- Transport: 3 kr. pr. dag
- Diverse: 11 kr. pr. dag
- Oplevelser: 4 kr. pr. dag
Udover mad og husleje, så omfatter restende poster følgende: ”Diverse” dækker over alt fra myggespray til shampoo, ”Oplevelser” dækker alt vedr. at se og prøve ting (f.eks. leje af scooter etc.) og ”Fornøjelser” dækker over alt slik, sodavand og lignende.
Noter tilknyttet rejsebudgettet
Læste du med i vores rejsebudget fra Indonesien, så vil du hurtigt se en del forskelle imellem de to destinationer. Vi havde selv troet, at de to destinationer ville ligge sig meget tæt opad hinanden, men dette var ikke tilfældet.
Det som vi oplevede i Thailand var, at man kunne bo meget billigt, hvis blot man brugte tiden på at finde det rette sted. Vi havde på forhånd fastsat et budget på 100 kr. til hotel, lejlighed eller hostel, men formåede at finde et lille lejlighedshotel, hvor vi kunne bo for 48 kr. pr. nat (grundet den lange periode) – og vi havde stadig eget toilet/bad og køleskab. Det kan tage tid at finde disse, men det er muligt.
At vi skulle bruge 77 kr. pr. dag på mad, var faktisk meget overraskende for os, og langt højere end tidligere destinationer. Selvom vi købte stort ind til morgenmad og middagsmad i diverse storcentrer (Tesco og Macro), og spise disse måltider på hotellet, så var priserne generelt blot højere end ventet. Man kunne dog nemt holde prisen nede ved at besøge søndagsmarkedet eller det lokale madmarked (de fleste aftner fra kl. 17.00), men ønsker man at spise jævnligt på restaurant, vil prisen være højere.
Det koster..
- Et aftensmadsmåltid på madmarkedet koster 15 kr.
- Et aftenmadsmåltid på restaurant koster 37 kr.
- Maskinvask af vasketøj koster 7 kr./kg.
- En vand (1,5 L) koster 2-3 kr.
- En pakke Oereo koster 6 kr.
Vores anbefalinger
I hele Thailand er der rig mulighed for, at leve fornuftigt for under 6.000 kroner. Koh Samui er én af disse destinationer, hvor mulighederne for oplevelser og arbejde (godt internet) er mange. Destinationen byder på en lang række gratis oplevelsesmuligheder, som er tiltalende for de fleste rejsende, og tæller både vandfald og templer. Selvom øen er meget turistpræget, så kommer du hurtigt tæt på kulturen – hvor især madkulturen er noget at glæde sig til.
Er du glad for at dykke eller snorkle, så er Koh Samui ikke destinationen for dig. Det er ikke muligt at snorkle/dykke fra de fleste stranden grundet mængden af bølger, og der er sjældent noget at se på, skulle der ikke være bølger. For at få en ordentlig snorkel- eller dykkeoplevelse, så skal dette ofte gøres fra en båd eller fra en af de mindre øer tæt på Koh Samui – desværre til en utrolig høj pris.
Strandene er knap så tropiske som man ellers kan finde det i Thailand, og er det derfor stranden som trækker, vil vi anbefale andre destinationer i Thailand.
På Koh Samui er det nemt at få internet, da du kan købe et simkort med 15 eller 30 dages varighed, med ubegrænset WIFI (igennem TrueMove). Hertil også data og telefontid til selve telefonen. Fra næsten alle steder på øen, har du adgang til deres WIFI (@TrueMove).
Som almindelig turist får du 30 dages visum når du rejser ind i Thailand, hvilket på destinationen kan forlænges med 30 dage (pris herfor er 1.900 Bath). Har du mulighed for at håndtere visum inden afrejsen, så kan du få 60 dage fra starten, som kan udvides med 30 dage på destinationen. Du får altid 30 dages visum ved indrejse, så du kan vælge at rejse væk i en weekend/uge for, at vende tilbage til 30 dages visum. Der har dog været et udvidet fokus på ”Visa run”, så for en sikkerhedsskyld brug fly og tilbring en uge på en anden destination.
Læs mere omkring vores tid på Koh Samui
Vil du læse mere omkring vores tid på Koh Samui i Thailand, så vil følgende indlæg især have din interesse.