Vi havde fornøjelsen af, at tilbringe en måned i Filippinerne, hvor vi befandt os på øen med den berømte strand, Boracay. Vi vidste på forhånd, at det ville blive en meget stram økonomisk omgang, hvis vi skulle holde os indenfor de 6.000 kr. Vi havde nemlig besluttet os for, at besøge den tropiske ø i højsæsonen – og herved opleve den prisstigning, som sådanne perioder ofte medbringer. Højsæsonen er fra november til maj, hvor regnbygerne er få, men turisterne mange. Vi vidste derfor på forhånd, at en periode på Boracay i højsæsonen, ville blive mere end 200 kr. om dagen som vores normale budget ligger på. Herunder finder du vores rejsebudget for Boracay.
Totale rejsebudget for Boracay i Filippinerne
Totale leveomkostninger for 2 personer (1 dag/30 dage) = 232 DKK / 6.971 DKK Selvom vi er 971 kr. over vores ønskede budget, er det overraskende godt taget niveauet i højsæsonen i betragtning. Men det er ikke til at skjule, at priserne på Boracay bare er på et højt niveau. De 6.971 kr. dækker alle almindelige leveomkostninger, og således ikke flybillet og rejseforsikring. Herunder har vi opdelt de totalt leveomkostninger for, at give et indblik i præcis hvordan vi har brugt pengene.
- Mad & Drikke: 89 kr. pr. dag
- Husleje: 81 kr. pr. dag
- Fornøjelser: 22 kr. pr. dag
- Transport: 15 kr. pr. dag
- Diverse: 15 kr. pr. dag
- Oplevelser: 10 kr. pr. dag
Noter tilknyttet rejsebudgettet
Boracay er blot én af mange filippinske øer, og med over 2.000 beboet øer i øriget, er der mange muligheder for udforskning. At besøge Boracay i højsæsonen sætter en højere pris på både mad og husleje, som desværre ligger i et rigtig højt niveau. At finde et billigt hotel på Boracay kan være svært, og priserne vil bare være høje i højsæsonen. Selvom vi selv fandt et billigt sted at bo, hvor vi fik forhandlet en god pris for vores lange ophold, så var huslejen generelt på et rigtig højt niveau. Det samme oplevede vi med mad, hvor det var rigtig svært at finde bare en nogenlunde billig restaurant. Prisniveauet var svimlende højt, og fremviste et tydeligt tegn på, at ingen intern konkurrence imellem restauranterne var tilstedeværende. Dette blev kun gjort værre af, at kvaliteten af maden ikke altid var så høj, som vi har oplevet andre steder i Sydøstasien. Det er altid sjovt at se på, hvad et måltid mad og selvfølgelig en pakke Oreo koster. Det giver dig et nemt indblik i, hvordan prisniveauet ligger i landet. Du kan altid holde det op i mod vores andre rejsebudgetter for, at få en ide om det generelle prisniveau. Det koster..
- Et aftensmadsmåltid på en billig restaurant koster 25 kr.
- Et aftensmadmåltid på en dyr restaurant koster 50-60 kr.
- Maskinvask af vasketøj koster 5,5-7 kr./kg.
- En vand (1,5 L) koster 7 kr.
- En pakke Oereo koster 10 kr.
Vores anbefalinger
Først og fremmest skal man bestemme sig for, om man vil besøge Boracay i højsæsonen. Priserne er højere og mængden af turister er ligeså høj, men dette har også den positiv effekt, at alle hoteller, restauranter og oplevelsesmuligheder har åben og vejret er fantastisk. I højsæson skal man være opmærksom på, at ens endelige rejsebudget blot vil være højere end i lavsæsonen. Ønsker du at komme væk fra de mange turister, som der kan være på Boracay, så har du muligheden for at placere dig på nogle af de mindre strande på øen, eller inde midt på øen. De fleste ønsker dog, at være tæt på paradis stranden White Beach, som øen er kendt for. Her kan det være en ide, at befinde sig helt yderst på denne (Station 3), hvor livet under overfladen er spændende og turisterne til tider ikkeeksisterende. Her finder du en større mængde af de lokale, som befinder sig tæt på stranden i løbet af dagen for at holde sig afkølet. At finde en billig bolig på Boracay kan lade sig gøre, og især hvis du skal være på øen i længere tid, og ønsker at bruge tiden på at finde det rette sted. Er det pulverhvidt sand og meget klart vand (”gennemsigtigt”) dit hjerte brænder for, så kan du ikke komme uden om, at skulle bo tæt på White Beach. Du kan købe internet til din telefon, men du skal være opmærksom på, at hele øen endnu ikke er dækket af signalet. Tjek derfor på forhånd, eller spørg de lokale, hvilket teleselskaber du skal købe til din placering. Som digital nomade skal du være opmærksom på, at der er en daglig grænse på 800 mb., som hurtigt kan blive et problem. Det generelle internet på hotellerne er nogenlunde, men cafeer, restauranter og barer har også til tider godt internet. Mange af turistattraktionerne du finder, er ikke helt billige, men kan nemt forhandles ned i gode priser. Skal du på flere turer, så benyt den samme person, som herved er mere tilbøjelig til at give dig en god pris.
Hvor er det spændende at læse om jeres udgifter i Filippinerne! Vi havde faktisk lidt samme oplevelse med mad og priser på Bohol/Panglao, da vi var i Filippinerne i oktober. Egentlig var det jo lige inden højsæsonen, men prisniveauet overraskede os faktisk også, for det var egentlig lidt højere end vi havde regnet med =/
Vi havde læst en del om det inden og troede egentlig vi var forberedt 😀 Maden overraskede dog en del!
Hvor vildt med Bohol/Panglao – især når det slet ikke var højsæson. Troede faktisk kun det var et problem på Boracay. Hvad synes I ellers om Filippinerne generelt? Vi fik en masse skønne minder fra landet, men blev overhovedet ikke blæst bagover. Tror ikke det bliver til flere besøg i denne omgang :-/
Jeg tror også jeg vil beskrive vores ophold i Filippinerne, som I beskriver jeres – gode minder, men vi blev ikke blæst bagover, som vi måske havde forventet. Jeg gad godt gi’ landet endnu en chance, for det virker som om der er så meget at opleve, og vi så trods alt kun en meget, meget lille del i de par uger, vi havde i Filippinerne 🙂